Om Bjarne Saxhofs Fond

Bjarne Saxhof var uddannet civilingeniør fra Danmarks Tekniske Højskole – Den Polytekniske Læreanstalt – i dag Danmarks Tekniske Universitet, DTU. Bjarne Saxhof skrev sit afgangsprojekt på Laboratoriet for Varmeisolering i 1976 og blev straks derefter ansat i Laboratoriets Lavenergihusgruppe, hvor han senere blev leder af gruppen. Sideløbende hermed var han i en årrække også institutleder på Laboratoriet for Varmeisolering.

I 1998 arvede Bjarne Saxhof en stor formue fra sin onkel Ernst Henriksen, som havde grundlagt denne ved at opfinde komponenten, der styrer blæktilførslen i kuglepenne. Bjarne Saxhof benyttede de økonomiske muligheder til at forlade sit job ved DTU og hellige sig sin store passion for bøger. Bjarne Saxhof mistede dog aldrig interessen for sit fagområde, og ved sin alt for tidlige død i 2003 havde han testamenteret hovedandelen af sin formue til en almennyttig fond til støtte af forskningsprojekter inden for bekæmpelse af kræft og Parkinsons sygdom samt energibesparelser i bygninger. 

Udlodninger fra fonden tilstræbes ligeligt fordelt mellem disse tre områder, hvor projekter fra Kræftens Bekæmpelse, Parkinsonforeningen og DTU har førsteprioritet.Udlodninger fra Bjarne Saxhofs Fond følger ikke et fast skema, men beror på det opnåede afkast fra fondens investeringer. Ved udlodning af midler fra fonden orienteres de respektive institutioners lokale forskningsudvalg, hvorefter de iværksætter indkaldelse af ansøgninger. Det lokale forskningsudvalg på DTU er knyttet til DTU Byg.

For yderligere information henvises til vedtægterne for Bjarne Saxhofs Fond.

https://www.saxhoffondenbyg.dk/om_fond
24 APRIL 2024